Møntvask III

Jeg var ikke den, der så mest sølle ud dér på møntvaskeriet. Da jeg kom tilbage fra Irma med friske mønter stod en hjemløs og var i gang med at putte sit meget slidte og meget beskidte tøj nd i en maskine. Hans smøger, mønter og andre småting fra buskelommerne lå på gulvet, for han havde taget bukserne af, de trængte også til en omgang, og i modsætning til mig havde han end ikke et par slidte joggingbukser at tage på imens. Så nu stak hans blege, tynde ben ud nedenunder hans lidt for store frakke, som havde et kæmpe stort brændemærke i ryggen. Fattigdom er en meget relativ ting. Mens han ordnede sin tiltrængte tåneglehygiejne, fortrak jeg diskret ind i møntvaskens bagerste lokale og tænkte over situationen. Han var ikke ret gammel, men under hans viltre hår var der trods alt liv i øjnene. Vi havde fanget hinandens blikke et par gange allerede. De to ældre, garvede christianitter, som kort efter kom ind i møntvaskenet for at vaske deres tøj, lignede grever og baroner i sammenligning med ham. Han var svensker, fandt jeg ud af, da hans centrifuge ikke virkede, og jeg forsøgte at hjælpe ham. Jeg havde i forvejen overvejet, om jeg skulle stikke ham en mønt eller sågar en seddel - eller  måske også min nyvaskede uldne skjorte. Måske skulle jeg bare slå en sludder af med ham. Hvad gør man? Hvem siger, han gad snakke med mig havde lyst til tage imod mine almisser? Nå, men dagligdagssituationen, hvor fremmede mennesker lige hjælper hinanden med et akut opstået småproblem, som her og nu på møntvaskeriet, gjorde, at det hele ikke blev så akavet. Jeg gav ham en femmer, så han kunne prøve en anden centrifuge og vi sagde farvel til hinanden, da jeg kort tid efter gik med mit nyvaskede tøj. Hjemløse, posemænd og narkomaner er måske den sidste avantgarde, de sande ekstremister. Så langt ude at ingen af os frivilligt ønsker at følge dem. Men man kan altid gi' en hånd.