En sjælden digter

Hans Holten Hansen i Tambourine Studios, Malmø 2005

Tillad mig at henlede opmærksomheden på digteren Hans Holten Hansen. Det er alt for sjældent, han lader høre fra sig. Udover de to digtsamlinger fra henholdsvis 1997 og 2000 udgav han senest, sidste år, den lille pamflet Hundedage på nu hedengangne adressens forlag.
Hans mødte jeg første gang i slutfirserne, da han var bassist i det fortrinlige og stadig hørværdige unge indiestøjpopband How Do I. Et par år senere turnerede vi sammen - Green og How Do I, backet op af nogle halvoffentlige støttekroner - og efter en koncert på daværende Huset i Århus, mødte jeg i baren allestedsnærværende Poul Borum, som af Ekstrabladet men også af egen fri vilje, var sendt til byen for at dække Festugen. Borum, som iøvrigt anmeldte dobbeltkoncerten positivt i avisen dagen efter, fortalte mig at "Lille Hans" jo netop var kommet ind på Forfatterskolen ("Store Hans" var så vist digteren Hans Erik Larsen, som gik på 2. året på skolen). Så Hans skrev altså også. Det vidste jeg ikke. Siden trykte Bo hr. Hansen og jeg nogle af Hans´ digte i TuMor, "et tidsskrift i udkanten af litteraturen" , og endnu senere blev Hans en god bassist i Olesen-Olesens trofast backingband Orkestret og han medvirker da også på Henriks del af årets dobbeltudgivelse Kain og Abel.
Nå, alle disse anekdoter og al denne forsøgsvise namedropping blot for at meddele, at digteren Hans Holten Hansen stadig rør på sig, omend alt for sporadisk. På blogdelen af hans MySpaceside, offentliggør han fra tid til anden korte digte, senest dette snurrige og typisk holtenhansenske fra september i år:

ÅRSTID

Her slog jeg hesterejer ihjel

i et tandkrus med terpentin

men det blev de ikke rødere af


Her stødte du knæet i juli

weekenden efter din fars begravelse

men det blev det ikke stærkere af


Her drak de autonome øl efter sejren

over politiet – en af de få

men det blev de ikke friere af