Moustache

Jeg har observeret en tendens: Inden for de sidste et til to år er overskægget igen dukket op i dansk rockmusik.
Det er her ikke stedet at diskutere overskæggets generelle klædelighed eller mangel på samme - i den diskussion har jeg også flyttet mig - men jeg bliver nødt til at sætte visse ting på plads. Jeg har nemlig bemærket, at overskægget ofte optræder hos unge og yngre mænd, som spiller i tit udmærkede bands, der er kraftigt inspireret af de bedste bands fra de tidligere firseres postpunk, det man dengang her i landet kaldte nyrock. Og det er altså her, der har indsneget sig en historisk misforståelse: Overskæg var absolut IKKE in i den tids hippe, coole undergrundsmiljø, snarere tværtimod! Vi gjorde op mod den forrige generation, vore irriterende åndelige storebrødre var jo de såkaldte flippere og de fodformede sen-marxister, og hos dem var overskæg, ja skæg i alle askygninger jo en del af uniformen.
Derfor sås overskæg meget sjældent i vores miljø. Og undtagelserne var få og opsigtsvækkende: Trommeslageren Anders Brill skilte sig ud i det ellers så gennemførte artband Kliche: Han var lidt for buttet, lidt for gammel og så sås han på fotos ofte med enten fuldskæg eller overskæg. Ikke så godt. Godt nok havde Joy Divisions fænomenale og stilskabende bassist Peter Hook også indimellem fuldskæg, men det bar man lissom over med. Midge Ure fra det ret ulidelige synthband Ultravox poserede ofte med en meget tynd moustache, måske inspireret af Bryan Ferry, som få år tidligere med ganske anderledes succes har anlagtet et tyndt Erroll Flynn-lignende overskæg, men Midge Ure kunne vi altså ikke lide. Men den der skilte sig mest ud med sit overskæg og mangel på situationsfornemmelse var nu forsangeren fra danskrockbandet Taurus, da han i en periode vikarierede som live-keyboardmand i Kliche, efter at Valo var trådt ud og inden Nils Torp blev medlem. Han havde godt nok et væmmeligt, gammeldags overskæg! Det grinte vi af. Det var kikse! Vi gennemskuede straks, at han ikke var en af os, han var ikke ægte ny og sort, men bare en halvgammel (Vi var meget aldersfascistiske!) seminarist, som havde fået studset håret lidt, men altså i skyndingen havde glemt at fjerne overskægget. Sidenhen skiftede Taurus navn, og manden med overskægget blev verdensberømt i Danmark, og er vel nu det tætteste vi her i landet kommer på en pave, og derfor umulig at kritisere uden at blive bandlyst. Op gennem firserne arbejdede også lyshårede Knud Odde fra Sort Sol på at få skæg i forskellige variationer, men hans forsøg måtte til promofoto-brug sværtes op med kohl eller eyeliner (eller hvad fanden det nu hedder), for at man overhovedet kunne få øje på det. Men Knuds gennemførte mangel på stil - altid stå med ryggen til på scenen iført sandaler samt være lidt for gammel - var altid hans stil, så det bar vi også over med, for det meste.
Men nu skal man jo ikke kaste med sten, så det er her tid og sted til en indrømmelse: Jeg gik også, indtil jeg blev næsten nitten, omkring med noget man i skyndingen kunne forveksle med et overskæg. Men til mit forsvar skal det siges, at det ikke var noget, jeg bevidst havde anlagt, men nærmere bevidst havde undladt at fjerne. I forvejen så jeg meget yngre ud, end jeg var (og i dén alder er dét et problem), og jeg var simpelthen bange for at komme til at se endnu yngre ud uden denne, indrømmet, uncoole hårgevækst over overlæben.

Evt. interesserede kan læse mere i Dr. Hartmut Schnurrbarts prisbelønnede afhandling “The Absense of Facial Hair in the Post-Punk Era “ (Kan ikke lige finde et link)