Øvelse: Læs for dig selv nedenstående digt, og lyt imens til f.eks. "Insight", blot de første 55 sekunder, eller til "New Dawn Fades".
Aften
Stilheden kom
hen under aften.
Sporvognene kørte blidt surrende
ind i remisen.
Bilerne standsede op i deres garager
med smaa hikst.
Langsomt tømtes gaderne.
Og den babuende ambulancelyd,
der tidligere paa dagen
havde maattet bane sig vej frem
og hæve sig paa albuerne,
klang nu hult mellem husene.
Støj af vinduer og døre,
som lukkes i til natten.
Gruset, der knaser,
hvor opsynsmanden gaar
med det raslende nøgleknippe i parken.
---
Der er stille i byen og paa stranden,
den lave strand
med sparsomme kislede vækster,
hvor vandet pjasker og hulker i det smaa,
og fuglenes gnidder hænger i luften,
en pibende lyd
som af dagens høje egerhjul, der skriger
under den langsomme fart.
Ole Sarvig: "Aften" fra Grønne digte, 1943
Joy Division: "Insight" og "New Dawn Fades" fra Unknown Pleasures, 1979
Den umiddelbare, konkrete forbindelse mellem Sarvig og de tidlige firseres dystre patos, er Michael Strunge, som lærte Sarvig at kende, og som i nogle digte skrev om Sarvig og netop Joy Division, og især om en oplevelse med at lytte til Joy D netop da Sarvig dør, begår selvmord.
SvarSletSom jeg husker det, jeg har ikke researchet på dette.
Det er vistnok i "Ud af natten", Strunges samling fra 1982, at der optræder et par digte om Sarvig og Joy Division.
SvarSletJeg læste meget Strunge i mine hypersensitive ungdomsår 1981-83, og korresponderede lidt med ham i al ydmyghed (Jeg har bl.a. et otte siders langt brev fra ham liggende).
Næsten grøn og nyankommen til Kbh.,opdagede jeg imidlertid, at man f.eks. i hoffet omkring Sods/Sort Sol ikke regnede Strunge for noget, ja man grinte faktisk lidt af ham, og min fortryllelse forsvandt. Jeg måtte give dem ret,det var altså ikke alt der holdt, og siden har jeg ikke rigtigt kunnet læse ham
Alligevel kom hans selvmord i 1986, som et chok for mig. Jeg husker, at jeg arbejdede i St. Kongensgade og en kollega kom op nede fra kiosken og havde læste Ekstrabladets spiseseddel med meddelelsen, og jeg blev svimmel og måtte sætte mig ned.
Han var den første unge døde danske kunstner i min generation (sæt gerne citationstegn omkring generation, tak), og selvom jeg kun havde set ham på afstand to-tre gange rundt om i København og min fascination for længst var dampet af, kom det som et chok.