søndag den 17. februar 2008

Karriererådgivning

Hvilke muligheder har man som ældre rock/popmusiker (35+)? Tiderne skifter, karrieren går på hæld, pladesalget falder, og inde på pladeselskabet lyder de så distræte og fortravlede, når du endelig får taget dig sammen til at ringe og høre, om de mon ikke kunne være interesserede i at høre nogle nye demoer, du har siddet og bakset med i de lange vintermåneder i villaen, du købte for dit største hit anno dengang. Hvad gør man?

Der er, viser dokumenterede fortilfælde, mindst tre muligheder:

1. Kirkekoncertsmodellen
Det danske landskab er fyldt med kirker og med menighedsråd, som har masser af penge at gøre godt med, og det er alt andet lige lettere og billigere blot at rejse rundt med den akustiske guitar, og så evt. en chauffør som også kan spille lidt kontrabas eller tværfløjte. Og har der egentlig ikke også altid været en måske ikke ligefrem religiøs i gængs kristen forstand, men så dog spirituel undertone i dine tekster?

2. Foredragsmodellen
Dybest set har dine tekster altid været et populært og kondenseret udtryk for dine mange og lange filosofiske tanker, selvstudier og erfaringer fra et rigt og søgende liv, og det er er alt andet lige lettere og billigere at rejse rundt med DSB blot medbringende dit stofnet med håndskrevne A4-ark, og der er immervæk stadig masser af husmoderforeninger, aftenskoler, forsamlingshuse, højskoler, biblioteker o. lign. som med glæde vil betale for se og høre giraffen, uden at det grånende publikum behøver at medbringe ørepropper eller ligefrem bevæge sig ind i smudsige rockklubber. Husk at fortælle hudløst ærligt om dine personlige nedture. Du kan evt. også medbringe den akustiske.

3. Børnebogsmodellen
Skriv en børnebog. Helst med skøre og sjove rim ala Halfdan. Få en god ven eller måske et af dine børn eller børnebørn til at illustrere bogen med naive, farvestrålende tegninger. Det er hurtigt og ret let, og der er mange forlag, som lever at udgive bøger skrevet af kendisser. Du kan evt. vedlægge en cd med rimene tonesat. På den måde giver det jo både bibliotekspenge og KODA-penge!

De tre ovenstående modeller kan med fordel kombineres, men du venter på øjeblikket, dit nye momentum, hvor tiden endelig er moden til dit velfortjente comeback, komplet med digitale mastereringer af de gamle plader, helst samlet i dekorative bokssæt og med intime turneer i små klubber som i karrierens tidlige år, eller - alternativt - til når de nye generationer helt af sig selv genopdager dig og dyrker din musik som kitsch og retro. Held og lykke!

3 kommentarer:

  1. En fjerde model er, at få sig et job i dommerpanelet til en af de utallige ’sang- og performanceprogrammer’, som de danske tv-stationer disker op med i en uendelighed. På den måde kan man være heldig og ramme hele familien. Ikke noget med at vente på bedre retrotider eller spille for et publikum, som i forvejen har bagkataloget på grammofonplade. Det kunne måske ende med en Best Of-udgivelse med en masse tv-reklamekroner i røven.

    SvarSlet
  2. Jowjowda, det er sandelig da en mulighed, men hovhovda - på denne blog hører vel ingen røvsure rænnebær hjemme. Vel, hr. moderator?

    SvarSlet
  3. 4. Kick out the jams motherfuckers

    SvarSlet