S.U.T. og Sarvig

Mine seneste dages - mere eller mindre - professionelle optagethed af digteren Ole Sarvig, der indtil videre har ført til spredt genlæsning samt til hjemmelavede komparative analyser plus de sædvanlige onkelagtige anekdoter, har nu også bragt mig til Søren Ulrik Thomsens forord til 2005-genudgivelsen af Sarvigs digte.
Lad mig blot citere et enkelt afsnit fra hans forord (resten kan læses her):

"... Javist er Sarvigs poesi - med et af hans egne yndlingsord - "sær", men skal læseren fanges, skal der, foruden den inciterende forskel mellem tekstens og læserens verden, også være en lighed. Og i mit tilfælde var lighedspunktet storbyen, som af to grunde stod helt centralt i mine egne skriverier: Dels oplevede jeg personligt metropolen med alle sanser susende åbne, fordi jeg som 16-årig med chokagtig pludselighed var blevet flyttet fra Stevns til St. Kongensgade, dels blev den ikon for hele min generation af kunstnere, der reagerede imod hippietidens og 70'er-venstrefløjens dyrkelse af naturen. I dansk poesi skulle jeg paradoksalt nok helt tilbage til Sarvigs digte for at finde en storbyoplevelse, der føltes samtidig med min egen, og nok en gang må man konstatere, at kunsten altid er både historisk og transhistorisk, for findes der noget mere 40'er-agtigt end denne knitrende sort-hvide verden af tågede forstæder, grå krigsflåder og "skæbner, som sent vender hjem"? Var den kulturpessimistiske tone ude af sync med de glade 60'ere og de oprørske 70'ere, ramte den til gengæld 80'er-øret lige så rent som for eksempel Brian Enos Music For Airports, for Sarvigs poesi rummede samme dobbelthed af fascination og frastødning af storbyen, den var på én gang apokalyptisk dystopi og genfortryllet modernitet (og jo derfor også kongenial med Palle Nielsens grafik) ..."

Ole Sarvig:Digte. Udvalgt af Torben Brostrøm og Søren Ulrik Thomsen. Gyldendal 2005