"De stod tavse og så ud i vinteraftenen. Stjernerne lyste over Villa Villekullas tag. Derinde var Pippi. Hun ville altid være der. Det var vidunderligt at tænke på. Årene ville gå, men Pippi og Tommy og Annika ville ikke blive store. Hvis altså ikke kraften var gået af filurikuspillerne!
Det ville blive forår og sommer og efterår og vinter det ene år efter det andet, men deres leg ville fortsætte. I morgen skulle de bygge en snehytte og lave en skibakke fra Villa Villekullas tag. Når det blev forår, skulle de klatre i den hule eg, hvor der voksede sodavand. De skulle sidde i brændekassen og fortælle historier, de skulle måske også rejse til Kurrekurredut-øen en gang imellem og besøge Momo og Moana og de andre, men de ville altid vende tilbage til Villa Villekulla.
Ja, det var en vidunderlig, trøsterig tanke - Pippi ville altid være i Villa Villekulla.
"Bare hun ville se herover, så vi kunne vinke til hende," sagde Tommy.
Men Pippi sad bare og stirrede frem for sig med drømmende øjne.
Så slukkede hun lyset.

fra slutningen af sidste kapitel - "Pippi Langstrømpe vil aldrig være stor"
- i Astrid Lindgrens "Pippi Langstrømpe i Sydhavet", 1948