Jeg har nu ad et par omgange, ofte sent på røgfyldte barer, forsøgt at overbevise en yngre, begavet akademiker, som også er en yderst talentfuld og aktiv digter (og tilmed et sødt menneske), at jeg ikke er intellektuel. Jeg vil gerne i dette nogenlunde ædruelige og 100 % røgfri forum, forsøge at forklare mig.
Jeg mener simpelthen det jeg siger: Jeg er ikke intellektuel. Det er hverken noget, jeg er flov over eller stolt af. Det er et faktum.
Det er ikke en demonstrativ viften med den anti-intellektuelle fane. Det er ikke en populistisk og stolt "jeg kommer fra et ganske almindeligt ikke-akademiker hjem-holdning. Og det er heller ikke en tvær og latterlig reminiscens fra min skumle fortid i det ofte kunsthadende punk- og postpunkmiljø.
Jeg er simpelthen bare ikke så belæst og skolet og velorienteret, som jeg måske nok burde være. Især nu hvor jeg står foran at debutere som romanforfatter. Det nytter ikke at skjule det. Jeg har ikke teorien i orden, jeg er praktiker. Jeg har i bedste fald en udmærket trivial pursuit-paratviden om f.eks. litteratur, som i længden kun kan dupere folk, der ved mindre end mig (Sådanne mennesker findes trods alt). Ja, der kunne skrives lange lister over bøger, jeg ikke har men burde have læst. Og jeg skal nok lave den liste, og jeg skal nok forsøge at få læst de bøger.
Men nok om mig. Indtil næste gang.