tirsdag den 1. april 2008

Er Kristian Bang Foss´ nye roman "Stormen i 99" en kollektivroman eller en arbejdspladsroman? Er det den så ofte efterlyste samtidsroman? Måske en generationsroman? Jeg ved det ikke, jeg er for længst ovre den alder, hvor jeg samlede på klistermærker. Jeg ved bare, at jeg har læst en medrivende og original roman, som er både grum og morsom, misantropisk og satirisk, og måske endog - og på trods af alt - solidarisk med alle sine personer. "Stormen i 99" er ikke til at få helt hold på. Det er en af bogens største kvaliteter. Anbefales!

4 kommentarer:

  1. Ud fra "diskussionen" forleden mellem Erling Jepsen og Lars Bukdahl i DR2, holder jeg instinktivt med førstnævnte, der ikke kunne lide den. Om den rent faktisk er dårlig eller god er så en anden sag ...

    SvarSlet
  2. Jeg så ikke den udgave af Smagsdommerne, hvor Jepsen kritiserede bogen, men jeg så den udsendelse med Bukdahl og Jepsen, som du refererer til. En diskussion, der sagtens kunne være udfoldet langt mere og dermed givet flere nuancer og ditto indsigt.
    Hvad skal jeg sige, en god forfatter behøver ikke at være en god kritiker og vice versa.
    (Jepsen mente også i en tidligere udsendelse af Gordon Inc godt kunne blive en kommende Dan Turèll...)

    SvarSlet
  3. Der er vist omtrent ligeså meget Dan Turéll i Gordon Inc som der er hund i en hundelort. Eller noget.

    Angående Stormen: er forfatteren nu også SOLIDARISK overfor alle sine personer. Tænk det synes jeg ikke. Tværtom synes jeg fortælleren viser sig som både fordoms- og hadefuld overfor især kvinderne. Godtroende fjolser der tror man skal drikke litervis af vand og derfor går og PATTER på vandflasker. Der bedriver KÆLLINGESNAK. Rent ud sagt kællingesnak. Han fatter dem ikke. Det er bare de to eksempler jeg lige kan komme i tanke om. Det synes jeg ikke er særlig solidarisk.

    SvarSlet
  4. Du har ret, Lone. Jeg har også fortrudt, at jeg skrev, at han var solidarisk med alle sine personer. Men nogle af de personer som begår grumsomheder viser sig efterfølgende at have en slags samvittighed, og det er vel forsonende.
    Misongynen i mig har nok ikke lagt særligt mærke til, at det især er kvinderne, som står for skud, men jeg genkender ihvertfald enkelte af disse væsener og deres optagethed af sygdomme etc.
    Men som sagt: At bogen er svær at få hold på er en af dens kvaliteter. Den er ikke formfuldendt. Heldigvis.

    SvarSlet