Jeg læser Saarikoski

Jeg læser Saarikoski i skærmpauserne på postcentret om aftenen og jeg tænker på Henry Miller og Peter Laugesen og at alt er breve som sidstnævnte skrev og Saarikoskis bog er også et brev til hans hustru og Lou Reed skrev en gang på en plade at hans plader var breve og den linie tog Josef K, bandet og ikke romanpersonen, op i en sang på en single for snart længe siden. Men hvad laver jeg på postcentret om aftenen i midten af mit liv. Jeg arbejder for jeg har brug for pengene og jeg har arbejdet alt for lidt de seneste ti år og har derfor tjent alt for lidt og skylder alt for meget så jeg ligger som jeg har redt, ingen grund til ynk her, men denne arbejdsplads er et midlertidigt sted for unge mennesker som er på vej et andet sted hen eller for ældre som ikke skal videre. Jeg står midt i mellem med meget andet og mere krævende og derfor mere interessant mellem ørerne, jeg burde ikke sidde her. Ikke det, her er da masser af historier og venlige eller i det mindste interessante mennesker. Mennesker der i deres normalitet og konformitet er så interessante at de kunne være en historie værd hvis man var sådan en slags forfatter. Andre gange må jeg tage hovedtelefonerne på igen og tænde for ipodden. I øjeblikket er det Portishead, som lukker alting ude med deres velsignede analoge sørgmodige støj.