mandag den 25. august 2008

Hammannsk

"Mette er mæt. Hun bor i et fredeligt land med sikkerhedsnet. Hun bor i en god lejlighed og får al den dejlige og sunde mad, hun har lyst til. Hun har mand og barn. Hun elsker dem, og de elsker hende og har brug for hende.
Mette er mæt. Hendes tarme skriger ikke på mad, hendes krop skriger ikke på kærtegn og varme. Hun tager endda på kunstmuseer og fylder øjnene med malerier, til koncerter og får hovedet blæst igennem af musik. På biblioteket står alt til fri afbenyttelse, skønlitteratur, fagbøger, børnebøger, tidsskrifter, aviser, ugeblade, landkort, lovtekster.
Før i tiden var hun altid sulten, kun mæt i ganske få timer eller dage ad gangen. Indtil hun mødte Martin og fødte Sofie, så faldt brikkerne på plads. Den ensomme, ufærdige skikkelse blev hel. Med helheden kom mætheden. Ikke sådan overmæthed, blot fravær af sult og sultens smerte.
Mette Mæt. Hvad mon hun hedder på andre sprog i andre lande? Fanny Full i Amerika? Fanny Full kan være Mette Mæts tvilling i Amerika. Eller hendes dobbeltgænger måske. Det er sjovt, som hun pludselig føler sig som en verdensborger. Hun kan se sig selv gå rundt i New York og hedde Fanny Full eller i Paris og hedde Pauline Pleine, i München og hedde Sabine Satt.
Hun skal ringe til Stig og lave en aftale med de film. Hun orker det ikke. For at være helt ærlig, så har hun ikke noget problem med de fattige og sultne i ulandene. Hvis man afskaffede ulandene i morgen, simpelthen fjernede dem fra skolebøgerne og tv-avisen, så kunne Mette Mæt leve glimrende i deres fravær. At hun bekymrer sig om de sultne, er et kunstigt skabt problem. Det er ikke et, som er vokset frem dybt i hende. Det er kun, fordi hun tager sig sammen og tvinger sig selv til det, at hun er nødt til at skrive en åndssvag bog om sult og nød. Det er bare lektier. En slags skatter og afgifter, hun føler sig forpligtet til at betale. Okay, lige når hun ser nogle billeder af de udmagrede børn, så er det ungdommens oprør, der tænder en flamme i hende: Nu kan det fanme være nok! Fordel så verdens velstand, så alle kan få!
Men ellers er det mæthed. Grænsende til træthed.

- fra Kirsten Hammanns roman "En dråbe i havet" (324 s., Gyldendal), udkommer i morgen

2 kommentarer:

  1. Der er nogen, der kan skrive. For eksempel Kirsten Koket. Det har jeg altid elsket hende for. Hun måtte også gerne hive nogle flere digte ud af hovedet.

    SvarSlet