København, et regressivt hyggehelvede

»Jeg kunne så godt lide anonymiteten i den gamle storby«, siger Søren Ulrik Thomsen og kigger ud over Københavns tage. »Dengang man var lejere og ikke var påtvunget hinandens selskab. Men så kom andelsforeningerne, og alle blev viklet ind i hinanden økonomisk, og nu forventes det i dén grad, at man deltager i arbejdsweekender, gårdfester og alt det der tamtam. Anonymiteten er væk, mener jeg, og når folk i den forbindelse spørger mig, om ikke bare jeg er nostalgisk, så svarer jeg nej! For det er sgu mig, der er moderne. Det er jo en landsbysentimentalitet, der hersker i København i dag. Man vil have, at byen skal bestå af en masse landsbyer, hvor der ikke må køre biler i ’vores gade’, som barrikaderes med bomme og blomsterkasser, så trafikken indskrænkes til barnevogne, og vi kan sidde i fred og gnide næse til grillfesten.«
»Det er et regressivt hyggehelvede og imod storbyens sande ånd, hvor man kan leve, som man vil, hvis bare man betaler sin husleje og overholder de borgerlige høflighedsformer med ’goddag’, ’farvel’ og ’selv tak Fru Sørensen’. Det er sådan en by, jeg kunne tænke mig, at København blev igen. En by for alle og enhver – som den var dengang, jeg var en ung bondeknold fra Stevns og ikke skulle have en million op af lommen, men uden videre kunne leje et billigt værelse.«

Søren Ulrik Thomsen

i interview med Jeppe Krogsgaard Christensen i dagens Berlingske Tidende