Per Petterson

"... Vejen går langs den store sø i bløde sving, nogle gange kan man se den og nogle gange ikke. Alt er sort og hvidt som på film fra fyrrerne, granerne er sorte, sneen er hvid, og på søen ligger isen stadig helt over til den anden side hvor der også er skov og gårde og gråhvide marker og så skov igen så langt jeg kan se. Det er det jeg kan lide, tænker jeg, bare at køre her, og det begynder at sne, først nogle små fnug og så pludselig store totter der klæber til ruden, og jeg lader vinduesviskerne gå. Den ene laver en skrabende lyd hver gang den glider til venstre, men det gør ikke noget. Jeg drejer op på fuld hastighed og stikker hånden ind under jakken og skjorten og ind på det bare bryst og mærker at takten passer med mit hjerte. Sneen slår mod ruden og så fejes den væk, slå mod ruden og fejes væk, jeg trommer mod gearstangen og nynner, hele bilen dunker i samme rytme, og det samme gør alt hvad der er ude, og jeg føler mig let, let ..."

- fra "I kølvandet" (Batzer & Co, 2001)