En drøm om How Do I

How Do I og et af mine bands, det må have været Greene, var blevet bedt om at spille opvarmning for Depeche Mode. Vi skulle spille én sang, kun én sang, et Depeche Mode-covernummer, og det skulle være en fællesoptræden. Problemerne begyndte allerede, da jeg mødte op ude i øvelokalet. How Do I, gennem hele drømmen repræsenteret af Hans Holten Hansen og Anders Remmer (Undskyld, Thomas, Peter og Jesper) var allerede da pissesure. Enhver vidste da, at selvom man spillede opvarmning for et band, så kom man ikke gratis ind til koncerten. De havde i hvert fald ikke tænkt sig at sælge deres billetter videre. De var meget stålsatte, forbandet sure og ikke til at stikke i. Min bror og jeg var lige så stædige, vi mente at det var fuldstændigt latterligt, at man skulle betale for at komme ind til en koncert, hvor man selv spiller. Lidt selvrespekt måtte man da have.
Hvorom alting er, vi forsøgte at øve, men det gik ikke rigtigt. Vores trommeslager, er ikke sikker på det var Flemming Borby, havde svært ved at finde ind i Anders Remmers synthtrack. Det lød ikke skide overbevisende. Lidt tyndt faktisk.
På et tidspunkt trak jeg Henrik til side og fortalte ham, at jeg syntes, han skulle synge. Jeg kendte i virkeligheden ikke numret særlig godt og dybest set syntes jeg at Depeche Mode var stærkt overvurderede (Kan ikke huske om jeg turde sige dette højt) og desuden gad jeg simpelthen ikke være med til det her.
Nå, de to bands fortsatte uden mig. Stemningen var stadig meget dårlig.

Koncerten nærmede sig. Depeche Modes crew stillede en masse udstyr og alt muligt andet gejl op. Det ville blive et stort show.
How Do I og Greenes optræden var meget koreograferet, og der var også nogle korsangere, som fyldte en del på scenen. Men How Do I og Greene spillede egentlig ret godt, nu man tænker på, at øveren ikke ligefrem var gået med at øve. Klaus Mandal Hansen var pludselig også med på scenen. Han tog det stille og roligt og spillede sin guitar. Folk klappede efter sangen.

Jeg gik rundt backstage eller sad på en tribune og glædede mig over, at jeg ikke var med. Da jeg forlod salen, fortalte en stemme over højttaleren at Depeche Mode ikke havde nået deres fly i Tyskland og at koncerten derfor var udsat et par måneder. Publikum tog denne besked ret afslappet og forlod salen, mens crewet nu begyndte at pakke hele lortet sammen igen. Det var et stort udstyrsstykke, et kæmpe arbejde. Der var også trykt et program til netop denne koncert og jeg fik fat i nr. 1, som jeg drillende rendte rundt og blærede mig med.  How Do I var stadig skidesure på os og diskussionen fortsatte backstage bagefter. Især Anders Remmer var stejl og skarp. Uforsonlig. Han gjorde nar af vores argumenter, men en retorisk ret overbevisende måde. Men han havde nu ikke ret: Man betaler ikke billetten til en koncert, hvor man selv optræder.