onsdag den 21. september 2011

Anekdote erindret på Café Anna Blume






Mens jeg sidder her på Café Anna Blume i Prenzlauer Berg - udendørs under platantræer i smukt septembervejr - kommer jeg i tanker om en Kurt Schwitters-anekdote.
Schwitters, faderen til Anna Blume-lyddigtet og en af mine yndlingskunstnere, ikke kun blandt dadaisterne, var rejst fra hjembyen Hannover til den tyske hovedstad for endelig at mødes med ligesindede kunstnere i den hårde, berlinske dada-kreds. Han banker på døren hos, så vidt jeg husker, Johannes Baader, Berlinerfraktionens hovedfilosof, og da Baader åbner, præsenterer Schwitters sig høfligt: "Goddag, hr. Baader, mit navn er Kurt Schwitters". Baader kigger på ham og udbryder: "Jeg er ikke Johannes Baader!" og smækker døren i. Schwitters går slukøret ned ad trappen, men besinder sig, vender om og banker igen på døren. Da Baader irriteret åbner, siger Schwitters: "Jeg er heller ikke Kurt Schwitters!"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar