Det er sagt så ofte, at det tenderer en kliche, men jeg vælger alligevel at tro, at de fleste rockmusikere, der har sagt det, har haft det sådan: De begyndte at spille musik for at få fat i pigerne. For mit eget vedkommende kan jeg dog af et ærligt hjerte sige, at jeg begyndte at spille, netop fordi jeg ikke kunne finde ud af det med pigerne, og al denne opsparede og indespærrede lad-os-kalde-det energi blev så kanaliseret ud i musikken i stedet. Det var liv og død dengang - hver eneste gang - om det så bare var en demoindspilning eller en lydprøve. Vi gav alt, vi havde, og jeg - jeg skal ikke kunne tale for de andre - var ihvertfald fuldstændig renset, tømt, forløst bagefter. Man kunne kalde det katarsis, som nogle af de lidt ældre, lidt mere flippede musikere plejede at kalde det, men egentlig var det en form for udløsning, kan jeg sagtens både indse og indrømme nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar