torsdag den 19. juli 2012

At rejse er at tøve (fragment til sommer-essay)


Jeg rejste ikke særlig meget i mine unge år. Det klinger så højtideligt og lidt støvet at skrive "mine unge år", men det kan vel godt tillade sig at skrive, når man alt for hastigt, synes man pludseligt, nærmer sig de 50. Så sent som i dag, snakkede jeg med en kollega, som kaldte sine ungdomsår på et kollegium i Århus for sine bedste år. Jeg har bestemt selv haft mange gode år, også i min ungdom, men af en eller anden grund bilder jeg mig altid ind, at de bedste år stadig ligger foran mig. Som noget jeg har til gode. At se frem til. Af en melankoliker at være, hører jeg åbenbart til slapperne. Da jeg var ung og altså ikke rejste, fortalte jeg mig selv, at der ikke var nogen grund til bekymring, jeg skulle nok få rejst alt det, jeg havde lyst til og brug for i mit liv. Jeg ville nemlig få et liv, hvori det at rejse var en stor og vital del. Det at rejse skulle ikke bare begrænses til noget, som absolut skulle prøves af i de unge år mellem gymnasiet og en videregående uddannelse, interrail, på tomlen med rygsæk til Indien eller tværs over USA i en billigt købt, brugt amerikansk bil og alle de andre nye ungdomsriter. Jeg skulle leve et frit liv uden bånd og faste forpligtelser, ikke et økonomisk rigt liv måske, men rigt på oplevelser, indtryk, med plads til pludselige indfald. Men som det går, undgår man jo ikke kærlighedens fælder, der som oftest, også i mit tilfælde, fører til ægteskab og derefter først et, siden to børn. Og jo da, man kan bestemt også rejse med børn. Det er bare lidt dyrere, lidt mere besværligt og kræver lidt mere planlægning. Desuden var vi så kulturkonservative, mig og min nu forhenværende hustru, at vi mente, at vores børn først skulle lære deres eget land at kende, før vi sammen drog ud i den vide verden, som efterhånden i kraft af prisfaldet på flybilletter netop i de år blev mindre og mindre. Så vore børn har rejst med tog, rutebiler og færger til små og mindre danske øer som Drejø og Samsø og set Vesterhavet og Nordby Bakker, men de har aldrig været i Thailand eller på Ibiza. Nu er den ældste stor nok til selv at rejse ud, og det varer vel ikke længe, før han har fået set den halve verden.
Jeg har selv taget revanche de senere år, men jeg bevæger mig stadig langsomt ud ad, et skridt af gangen. Længere og længere væk. Når jeg endnu ikke kender hele Europa, må jeg have f.eks. Mellemøsten, Asien og Afrika til gode, er vist mit ræsonnement. Jeg snød dog lidt for et par år siden og tilbragte en uge i New York, og det er da mere end Kafka nåede, selvom han skrev romanen "Amerika".
Dette år har indtil videre bragt mig til Madrid og Córdoba - men også til Hald Hovedgaard ved Viborg - og senest var jeg et par dage i Paris, og om et par dage genser jeg Berlin for vistnok syvende gang, denne gang i selskab med min datter, og siden gælder det et gensyn med de danske øer, Fanø og Bornholm. Om det er Prenzlauer Berg, Sønderho eller Gudhjem, rejseglæden er lige stor og udlængslen intakt. Nu skal jeg kun sove to gange, så er det af sted! Vi ses derude. I alverdens terminaler.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar