De efterladtes andet album,
Alvorsord og etagevask, er
en samling lavmælte og højstemte sange, der musikalsk nok hører hjemme
under
rockens efterhånden brede vinger, men det er ikke musik, som råber højt,
her er
hverken bas eller trommer og kun sjældent en forvrænget elektrisk
guitar. Alligevel, eller måske netop derfor, gør musikken indtryk. Der
arbejdes med antydninger
og stemninger, man kunne kalde det kammermusik. Teksterne er oftest
enkle,
poetiske og absolut alvorlige, men tit med tungen i kinden og afleveret
med
en pokerfjæset intonation. Peter H. Olesen nærmere foredrager sine
tekster end
egentlig skønsynger, og multiinstrumentalisten Michael Lund spiller ikke
én tone
for meget. De efterladte er en duo og ikke et band. Og det skal kunne
høres, hellere
underspille end spille med musklerne. Her er ingen billige tricks og
umiddelbare hits, De efterladte kalkulerer med en langtidsvarende
effekt. "Vi vil ikke være berømte, blot legendariske" udtaler duoen
behørigt beskedent.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar