Lige før for ti år siden var jeg gift og boede på landet og jeg kunne kigge ned til gadekæret eller op på skyerne der trak ind over landsbyen.
Jeg kunne sidde under æbletræet og få frugten forærende når den faldt og børnene var små og himlen var blå når den ikke var grå eller en af de mange nuancer imellem. Jeg havde ingen forestillinger om fremtiden, det har jeg stadig ikke men jeg vidste at idyllen var statisk og at det ikke kun var godt.
Siden skete en del, det var både godt og skidt, men ingen har lovet dig det skal være let som min far sagde og nu er han død og jeg selv er flyttet fire-fem gange siden første linje.
Jeg er fremme, jeg er igen fremme, ikke ved endestationen gud bedre det men jeg er hjemme i en ny by som er den gamle by og kigger jeg mig over skulderen kan jeg se mig selv ankomme fra provinsen til Brorsonsgade en septemberdag lige før for tredive år siden.