Jeg skriver kortfattet, episodisk og ofte abrupt, når jeg skriver prosa. Og således også i min nye roman, Et hus er ikke et hjem. De mange afsnit af højst to-tre siders omfang er mere nedslag i hovedpersonens liv og tanker end egentlige kapitler. Jeg værgrer mig mod at kalde det minimalisme. Skal der absolut påstemples et mærkat, kan det vel kaldes en art stiliseret realisme.
Under at
overdrive kan man kalde det en rimelig usmykket prosa. Der er en del konkreter
og detaljer i teksten, men jeg arbejder sjældent med udfoldede sansninger og udførlige
beskrivelser, ej heller med metaforer og symboler. Udover at min hovedperson,
en egen fyr, hedder Anders. Loftet er
til gengæld bare et loft. Eller rettere: det er ikke op til denne forfatter at
bestemme.
Du kan ikke undgå plottet. Så meget har jeg indset. Jeg har
nedtonet min plotlede, men jeg ved også, at dramaturgien ikke er min force,
fordi den ikke har min allerstørste interesse. Og omvendt. Så ikke alt hænger
sammen i romanen. Noget stritter. Der er løse ender. Vi får ikke alt fortalt.
Noget er overladt til læseren. Hun må selv sammenfatte. Om nødvendigt. Jeg tror
ikke, læseren er et tomt kar som skal fyldes. Hun ved noget i forvejen, hun
skal ikke have alt fortalt. Og jeg ved ikke alt. Så meget ved jeg.
Det er også en sjov roman. Det håber jeg virkelig, at jeg
ikke er den eneste som synes.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar