onsdag den 15. april 2015

Modtagelse VII

Jyllandsposten giver i dagens avis 5 ud af 6 stjerner til min roman og Tobias Skiveren skriver under overskriften "En pølse af motionister i neonfarvet lycra" bl.a. flg.:

"Fabelagtigt: Peter H. Olesen har bedrevet en af årets mest vellykkede bøger med sit tragikomiske portræt af en mand, der har det godt nok, men bare ikke orker mere.
Hvem er det nu lige, Peter H. Olesen er? Sådan, må jeg ærligt indrømme, lød min første tanke, da hans seneste bog "Et hus er ikke et hjem", udgivet ved noget så perifert som Byens Forlag, dumpede ind ad brevsprækken til anmeldelse for nærværende avis. Heldigvis afholdt jeg mig fra at feje udgivelsen over til bunken af ulæste bøger og kastede i stedet blikket på bagsideteksten, der også er romanens indledning - og som udgør en af de mest veldrejede åbninger, jeg længe har læst.
... Passagen anslår først og fremmest den enormt underholdende tragikomiske grundstemning, der ligger i bogens portræt af en uhyre livstræt ener, som har forskanset sig i sin afdøde mors lejlighed som isoleret og voyeuristisk outsider.Men samtidig leverer den en smagsprøve på, hvordan det lyder, når Olesen excellerer i sit yndlingsgreb: den dækkede direkte tale.Romanen er skrevet i tredje person, men der er ingen tvivl om, hvem der egentlig taler og tænker. Hovedpersonens sprog overtager fortællerens og leverer med sin apatisk konstaterende stemme den ene satirisk revsende betragtning om det meningsløse i samfundet såvel som hans egen tilværelse efter den anden.
... Dét, hovedpersonen siger, peger med stor komik og sproglig overlegenhed tilbage på ham selv. Og netop dette greb er for mig at se hovedingrediensen i "Et hus er ikke et hjem", der simpelt sagt er en af de bedste bøger, jeg har læst i år."

Ingen kommentarer:

Send en kommentar