Han er digter
ligesom du
ville være
hvis du
kunne
trække det
hele fra:
Han trak
pennen og papiret fra.
Han trak
udsigten fra.
Han trak
frimærkerne og kuverterne
og ikke
mindst afslagene fra.
Han trak
værtshusbesøgene fra
(Ja, han
trak hele Bo-bi Bar fra – og Andys, ikke mindst!)
og op til
flere kander kaffe og liter cola dagen derpå.
Han trak de
lange dage og de lyse nætter fra.
Han trak
skoene fra og ikke mindst
forsålingerne.
Han trak de
hurtige replikker fra
og præservativerne
og de
kulørte drinks
på den der natbar
som han ikke
længere
kan huske
hvor ligger.
Ja, han trak
alting fra
og mere til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar