"... Når man er samfundsforsker og økonom, skriver man om noget præcist. Jeg arbejder med sproghandlinger. Jeg bearbejder sproget på en særlig måde, så hver sætning er sand og smuk. Det er det, jeg som forfatter er ansvarlig overfor, mens en samfundsforsker har nogle helt andre parametre.«

– Hvornår ved man, om en sætning er sand?

"En sætning er sand, når den er uigendrivelig, og når den ikke kan erstattes af nogen anden sætning."

– Hvordan afprøver man det? Læser man den højt for eksempel?

"Alle mine sætninger er lydelige og er at sammenligne med skulpturer. Sætningerne rejser sig i rummet for mig."

– Hvornår sker det? Klokken seks om morgenen eller midt om natten?

"Det kan jeg gøre når som helst. Hvis jeg sætter mig ned ved computeren, sker det når som helst. Enhver sætning i Med plads til hundrede køer og resten af trilogien rummer hele værket."

– Hvordan opnår man det?

"Det gør man ved at være inspireret og årvågen i forhold til det materiale, man har med at gøre. Sproget har en musikalitet, som man bliver nødt til at lytte til, og som bærer én frem til den næste sætning. Som skriver bliver man henført. Det gør man også som læser, hvis man gider ulejlige sig. Som forfatter opfatter man sproget ikke som en modstander, men som en hjælper. Man skal have absolut tillid til, at sproget vil én det godt. Har man ikke den oplevelse, kommer man ingen vegne. Det er et spørgsmål om tillid."

Hans Otto Jørgensen
i interview med Marianne Krogh Andersen i Weekendavisen i dag