Sort-Hvide Landskaber

Jeg havde ingen bas. Jeg kunne slet ikke spille bas, men det stod klart for mig, at min brors band Reaktion manglede en bassist. Henrik sang og spillede selv på elektrisk guitar, og Ole Jensen - vor fælles bekendt fra Boldklubben Kammeraterne-tiden, spillede også el-guitar. De skiftedes så til at spille bas, og lang- og krølhårede Søren Mørk fra Henriks gymnasieklasse spillede trommer. Han lyttede mest til heavyrock, så han kunne rent faktisk spille og fremfor alt holde rytmen. Ja, ingen af os havde endnu selv egne instrumenter. Dem lånte vi i gymnasiets musiklokale, hvor vi øvede en eftermiddag om ugen.

Det var et ungt, nyt gymnasium, lærerne var unge, engagerede og flinke. Og progressive, de fleste var vel venstreorienterede. Musiklærerne havde Prins Valiant-pagehår og lærte os Lennon og jazzrock, det var jo fusionsmusikkens år dér på kanten af firserne.

Musikalsk var vi selv inspirerede af Joy Division og The Cure, som ingen andre kendte der på skolen. Eller i byen overhovedet. Vi lyttede også intenst til Sort Sol og Ballet Mecanique, og skrev underlige breve til Martin Hall. Henrik havde til Reaktions første koncert - endnu uden mig - annonceret deres musik som nyromantisk avantgarderock, og da folk af vane begyndte at danse til musikken til gymnasiefesten, sagde han hårdt og koldt ind i mikrofonen: “Dette er ikke underholdning!”. Jeg har fortalt denne historie mange gange efterhånden.
Vi lyttede til de plader og den musik og vi fandt ud af, at musikerne brugte en del effekter på deres guitarer og sågar på bassen, så snart var der chorus over alt - Boss´ smukke blå choruspedal - og det hjalp til med at camouflere mine manglende evner og ambitioner om at bassist.
Ja, jeg kom jo med i det band. Henrik var en 15-16 årig alvorlig ung mand, som havde forladt fodbolden og nu skrev alvorlige sange med titler som “Endestation”, “Fremmede”, “Outburst of feeling” og “Constant In Motion”, det var ikke fremragende, men ungt og ærligt. Jeg begyndte efterhånden også at synge og skrive tekster, musikken opstod i øvelokalet i fællesskab. Vi rykkede ned i Musikernes Hus, et øvelokalekompleks på loftet over det lokale diskotek, Tartan. Flipperne, de lidt ældre og dygtige musikere i foreningen, lod os få plads i et af lokalerne, og vi lånte - ofte uden at spørge om lov - også deres grej: Sanganlæg, forstærkere og instrumenter. Ole og Henrik havde vist efterhånden selv købt guitarer, men jeg fik nu aldrig købt en bas. Nede i gården lå byens eneste spillested, som musikerne på et tidspunkt selv drev, og jeg kom med i bookinggruppen og sørgede efterhånden for, at få musik, som den vi lyttede til og selv lavede, til byen. Så kunne vi jo snildt være support for de udenbys gæster. Lars Ravn, som oprindeligt var fra Vejle, var blevet Ung Vild Maler i hovedstaden, og han kendte Knud fra Sort Sol, så på den måde fik vi en koncert i stand med dem. Nu hed vi Sort-Hvide Landskaber, og skarpt og dystert spillende Escape Artists fra Haderslev stod også på plakaten den aften. Plakaten som jeg havde lavet som en slags ordcollage. Blot få år forinden havde jeg for sjov lavet lignende plakater, hvor netop Sort Sol stod øverst og mit eget fiktive band, den gang kaldet Borgerkrig, også figurerede. Nu skete det i virkeligheden.
Siden spillede også det københavnsk artband Cinema Noir på Baghuset i Vejle, og Fauli var med som deres vanskelige, opmærksomhedskrævende, men også sjove lydmand. Han blev sur over, at jeg ikke havde fjernsyn i min lejlighed, for han ville nødigt gå glip af Så er der tegnefilm. Mogens fra Cinema Noir fandt noget metal på en eller anden byggeplads i Vejle og brugte det til at slå på under aftenens optræden. Noget af metallet, som lød ret godt, tog bandet med hjem til København og resten overtog vi - og Henrik og jeg brugte det siden i et af vore andre projekter, Skizo Kids.
Vi spillede også i Århus, Aalborg og i Odense blev vi optaget til P3. Vi spillede sågar i København, i Saltlageret til Nosferatufestival nr. 2, som en meget ung Lars Top arrangerede, og Borum roste kun os og Birthday Party dagen efter i sin anmeldelse i Ekstrabladet, hvilket førte til et opvarmningsjob for Echo & The Bunnymen i Falkonercentret, og den aften lånte vi Tomas Ortveds trommer, og Per No Knox var vores lydmand nede i salen, men den engelske monitorlydmand ville have penge for at lave lyd for os på scenen, og det havde vi jo ikke råd til - selvom vi fik dobbelthonorar 1000 kr. af den benhårde koncertarrangør John Rossing - vi skulle jo også have til togbilletterne hjem, så det eneste jeg f.eks. kunne høre på scenen, var mit eget instrument i en ret tør udgave: min bas sagde tok tok. Martin Hall sad på en af de forreste rækker.
Sådan kunne jeg nok fortsætte. Der skete egentlig meget i de år, og på mange måder definerede det vel os som mennesker. På godt og ondt. Det er efterhånden lang tid siden og en længere historie, men det korte af det lange er: Vi var Sort-Hvide Landskaber. Vi var et band, vi spillede nyrock. Når vi var bedst var vi gode. Og vi havde det sjovt, men det var alvor.

Fortsættes evt.

Læs også:
Sustans.info
og
Garagerock.dk