Ingen sange vil fortabe sig (i uddrag)

der er de levende
der er de levende,

så pludselig med disse spontane skrig
højt op i sommerluften,

og folk på gaderne
der et øjeblik står stille
mens de glemmer
at fortrænge sig selv,

står helt stille og opløftes
i formuleringerne af disse ærlige skrig,

der får en til at elske
disse klare dages voldsomhed,

det er så usigeligt
det er så usigeligt,

bare det at stikke sine hænder
igennem mure og glas

og mærke ved en modstandspukkel
der bliver svagere og svagere og let,

eller sparke sig dybt
ind i alle grusbunkerne

og mærke sig en lethed
af overrumplende tilfredsstillelse

for du er jo midt i livet her
med hænder der er bundet til noget
efter berøringerne med vores utalte verden,

og så er det man ser op
for at vise sin prangende taknemmelighed...


F.P. Jac (1955-2008)
fra "Jeg er fandme til", Swing 1979