»Det var på et fornemt badehotel, de sagde, at hans hund havde lopper. Nu går han rundt med den i forstaden. Den er kun 14, men det er højt for en hund. De trisser stille gennem sommer og vinter, gennem nat og dag, mens de mindes og husker.
Egentlig er det bare tingene, der skriver sig selv. Blomsterne, fuglene, insekternes musik, revolutionens fjerne signaler skrevet med kridt på vægge, der er forsvundne. Morgentrafikken er en susende tinnitus på hovedvejen. Det kunne aldrig have været før.«
- Peter Laugesen om sin nye digtsamling "De sagde hans hund havde lopper"