Nej, jeg vil nu ikke gå så vidt at påstå, at det var mig, og de cirkler jeg færdedes i omkring 1980, som opfandt ironien. Vi var vel mere eller mindre ubevidst inspirerede af nogle af de ældre fyre - og her tænker jeg ikke på Steffen Brandt - men folk som Sokrates og Kierkegaard & Co., ikke at forveksle med den mere opbyggelige, dog lettere indebrændte og sarkastiske gymnasielærerironi - her tænker jeg nok lidt på Steffen Brandt - men det man i vore dage kunne kalde old school ironi. En cool ironi. Hårdtslående. Ætsende. Nådesløs.

Siden har ironi bredt sig, de har i mange år undervist i det på Handelshøjskolen undskyld Copenhagen Business School, og selv børn helt ned til børnehaveklassealderen behersker jargonen, og der er kommet Ironi 2.0 og retro- og post-ironi, men nu om stunder benytter jeg mig kun af selvironi. Ja, indimellem tager jeg mig faktisk i at savne en anden udslidt, med rette latterliggjort kæphest fra dengang i startfirserne, patos. Giv mig alvoren tilbage, tak!