søndag den 24. april 2011

Rockens udskilningsløb, rockens tilbagetrækningsalder

Hvis man stadig og uden den store succes spiller musik efter det fyldte 35. år er man lidt af et særsyn og i hvert fald lidt til grin. Her taler jeg vel at mærke ikke om hygge/hobbymusikere, men om folk som i hvert fald på et eller andet tidspunkt i deres såkaldte karriere har haft visse ambitioner, hvad enten de har været kommercielle eller kunstneriske, men hvor disse ambitioner aldrig rigtig har kunnet stå mål med virkeligheden. Men der sker altså noget, når man(d), nærmer sig midten af trediverne: Mange har fået ikke bare en kæreste, de er sågar blevet gift og har også fået barn, måske endog børn. Den uddannelse, som man påbegyndte for en sikkerheds skyld for at have noget at falde tilbage på, er forlængst færddiggjort og man sidder i et nogenlunde velbetalt og måske endda også ret interessant job.
Der bliver sværere og sværere at tage sig sammen for at møde op ude i øvelokalet, der bliver flere og flere - gode - undskyldninger og frem for alt er man altid så satans træt. De to ugentlige øvere bliver skåret ned til een og da koncerterne efterhånden bliver sjældnere og sjældnere, aftaler man at nøjes med udelukkende at øve op til koncerterne, og lige så langsomt tørrer alting ud, det bliver mere og mere en sur pligt at møde op derude hver onsdag iført gigbag og en lille pose øl (en lille pose, for man skal jo kunne køre Berlingoen hjem), indtil en dag en eller anden behjertet, realistisk sjæl, måske er det den  ellers altid tavse bassist, måske rytmeguitaristen, som har to fællesbørn, tre delebørn og et lidt for stort hus  ude i Brønshøj, endelig tager ordet der i det surt lugtende, indelukkede rum med gamle, flossede plakater på væggene og siger: Drenge, jeg har tænkt over det…

Dér - lige dér - ligger min store chance og den forøges som tiden går: Vi bliver færre og færre fra min årgang, som kæmper om publikums gunst. Jeg har ingen uddannelse, jeg har kun et halvtidsjob at falde tilbage på og har hverken bil eller kørekort, så hvad har jeg at miste? Min selvrespekt, siger du. Fuck selvrespekt!

2 kommentarer:

  1. Problemet er bare at publikum også er blevet 35 og briller, så man ikke man ikke tør stagedive. Nogle har også fået børn, og skal derfor nå det sidste tog hjem til forstaden. Og de kan ikke drikke så mange øl, for de skal være friske lørdag morgen, hvor de skal op og køre børnene til fodbodbold, og måske skal de enda selv være med i kampen, som dommer.

    Der er derfor i som kunstere skal komme ud til jeres publikum i forstaderne. Book en koncert på det lokale teater, så har vi en undskyldning for at komme ud og lege med.
    The evil twin

    SvarSlet