Selvbevidst turistdigt

Mens jeg har siddet her
udenfor paa gaden under baldakinen
ved den lille bar Coto de Hajas, som egentlig er
er et vin- og delikatesseudsalg - skinker! - paa Lucanogaden i Córdoba
er temperaturen faldet een grad fra
23 grader til 22 og uret over det naerliggende apotek
fortaeller ogsaa at tiden er naturligt nok er gaaet i den tid jeg har siddet her
og nydt foerst en fadoel og dernaest et glas Rioja og nu
et glas Ribera del Duero og med fred i sindet har
betragtet de forbipasserende, andre turister,
og jeg har betragtet dem med et overbaerende blik, utilsloeret
nysgerrighed men frem for alt sympati. - I er alle
velkomne her, siger mit diskrete smil og mit sloerede blik
men selv halser jeg ikke laengere rundt og leder efter
noget; jeg har fundet. Jeg har fundet midlertidig fred
og jeg har fundet ro og nu er der soerme gaaet en time eller var det to
og jeg gaar ind og betaler den unge, ikke saerligt engelsktalende tjener
og takker mange gange paa mit mangelfulde spanske
og da jeg gaar hjem til hostallet laengere nede ad gaden
falder faa, men tunge, velgoerende draaber paa mit solforbraendte ansigt
mens jeg overvejer at nedskrive dette digt
men straks forkaster ideen som taabelig.