onsdag den 10. april 2013

Kom på torsdag



Har jeg fortalt den her før: Mads og Lone alias Mouritz/Hørslev Projektet mødte hinanden backstage efter en Olesen-Olesen-koncert i Pumpehuset for snart syv år siden. Det viste sig, at de begge oprindeligt kommer fra nogenlunde samme lille plet på kortet ovre i Jylland og denne sene aftens lykkelige, tilfældige møde har nu resulteret i deres tredje, fælles album med titlen "Allermindst dig selv". Selvom de har smidt Projektet i bandnavnet og nu bare kalder sig Mouritz/Hørslev har de heldigvis beholdt backingbandet med fabelagtige musikere, såsom Thomas Vang på bas og guitarelegantieren Jakob Funch. Og Mads' smukke, nærmest tidløse melodier kombineret med Lones heftige poetiske tekster et sted mellem hverdag og hysteri forløses så fint af disse musikere og af både Mads og Lone særegne, nærværende stemmer. Og så må man slet ikke glemme produceren Roger Moutenots både organiske og egensindige produktion. Jeg kendte mange af disse sange i forvejen, nu glæder jeg mig til at blive fortrolig med fortolkningerne, som de lyder på dette album, som allerede nu lyder som en stærk konkurrent til det bedste 2013 vil frembringe i det lokale, danske musikliv.

Mouritz/Hørslev spiller i morgen aften, torsdag d. 11/4 på Loppen >

Ingen kommentarer:

Send en kommentar