I anledningen af en filmpremiere

Jeg var fan af Joy Division, allerede inden jeg havde hørt deres musik. Hver uge tog jeg trofast og spændt bussen til bladkiosken nede i byen og købte den dengang toneangivende engelske musikavis New Musical Express, og dér læste jeg første gang om bandet, ofte formidlet af den navnkundige og blændende, stilskabende skribent Paul Morley, og jeg blev fascineret af, hvad jeg læste, og jeg blev fascineret af, hvordan bandet så ud på Anton Corbijns smukke, stemningsskabende sort-hvide fotografier. Her var et band, som så helt rigtige ud: De var anderledes, men afdæmpet velklædte, de poserede på en ikke-vrængende, men alvorlig og troværdig måde. Jeg tror endnu ikke, man kaldte det post-punk. Her i landet fik denne afart af den nyeste musik betegnelsen nyrock. Joy Divisions lp´er kunne man imidlertid ikke købe i provinsbyens to pladeforretninger (Tre hvis man regnede Fona med), og det var før MTV-æraen, så det eneste, jeg havde med Joy Division, var en kassettebåndsoptagelse fra en P3-udsendelse, hvor vistnok Anders Rou Jensen, som dengang ellers skrev på Information - hvor han nu tilsyneladende er vendt tilbage - havde spillet singlen “Love Will Tear Us Apart”.

Så Joy Division stod på listen, når jeg, så ofte jeg havde råd, tog toget til Århus eller bussen til Flensborg for at købe plader. Gang of Four og The Slits stod også på min liste, og dem fik jeg købt først, og deres debutplader elskede jeg, “Entertainment” med førstnævnte og “Cut” med sidstnævnte.

På et tidspunkt turnerede tre af det københavnsk undergrundspladeselskab Irmgardz´ bands landet rundt sammen, punkbandet City-X, reggaebandet Tredje Tilstand og artrock/ nyrockbandet Art In Disorder. Af en eller anden grund kom de også til Vejle. Det var jeg glad for. Jeg ville gerne høre Art In Disorder, og de var da også gode, og jeg fik også en god snak med en fra bandet, og han var flink. Det jeg imidlertid husker bedst fra denne aften i Skyttehuset var den musik, som blev spillet over højttalerne mellem bands´ne. Det var mørkt, rugende og besættende. Jeg var ikke i tvivl om, at dét måtte være Joy Division.
Flere ture til Århus og Flensborg, flere indkøb af obskure plader, men jeg fik stadig ikke købt Joy Divisions debutlp “Unknown Pleasures”. Der var vel tid nok. Så en forårsdag i 1980, jeg var 17 år gammel, stod den nye udgave af NME der i vinduet i kiosken i Kirkegade med Joy Division på forsiden. Bandet står med ryggen til i lange, sorte frakker tilsyneladende på vej ned af rulletrapperne i en engelsk undergrundsstation, og med store typer henover fotoet står “Don´t Walk Away In Silence - Ian Curtis 1956-1980”. Jeg blev lamslået, jeg blev oprigtigt ked af det. Det var en mærkedag. Det var skelsættende. Det var min ungdoms første unge døde.Tidligere rockgenerationer havde Jimi Hendrix, Janis Joplin og Jim Morrison, senere generationer Kurt Cobain. Ian Curtis´ selvmord blev et pejlemærke, mere en advarsel - et memento mori - end egentlig noget, man - eller ihvertfald jeg - betragtede som stærkt og eftertragtelsesværdigt. Livet er stort og svært og alvorligt - og skrøbeligt, forstod man nu.
Det var umuligt at lytte til den følgende posthumt-udgivne plade “Closer” uden at have Curtis´ død med i tankerne. Siden fik jeg endeligt købt debutten, og New Order, bandet som blev dannet på resterne af Joy Division, fulgte jeg da også i nogle år, men det var ligesom ikke det samme. Fra tid til anden, vel en gang hver femte-sjette år, lytter jeg i en kortere eller længere periode igen til Joy Division, især den første - og mest desperate - “Unknown Pleasures”, fremragende produceret af den nu afdøde producer Martin Hannett og udgivet på det stilsikre og stilskabende Manchester-label Factory (bestyret af nyligt afdøde Tony Wilson - død død død). Jeg bliver ikke længere trist, når jeg lytter, men jeg bliver stadig berørt. Det er ikke - kun - nostalgi at lytte til Joy Division. Musikken, sangene, stemmen og stemningen er større end Ian Curtis´ tidlige, brutale død, større end historien om hans selvmord, hans liv og personlige bevæggrunde for at slutte livet. Joy Division er basal, søgende eksistentiel musik. Og derfor stadig nærværende og moderne.


Anton Corbijn: "Control"