fredag den 11. januar 2008

I anledningen af en filmpremiere




Jeg var fan af Joy Division, allerede inden jeg havde hørt deres musik. Hver uge tog jeg trofast og spændt bussen til bladkiosken nede i byen og købte den dengang toneangivende engelske musikavis New Musical Express, og dér læste jeg første gang om bandet, ofte formidlet af den navnkundige og blændende, stilskabende skribent Paul Morley, og jeg blev fascineret af, hvad jeg læste, og jeg blev fascineret af, hvordan bandet så ud på Anton Corbijns smukke, stemningsskabende sort-hvide fotografier. Her var et band, som så helt rigtige ud: De var anderledes, men afdæmpet velklædte, de poserede på en ikke-vrængende, men alvorlig og troværdig måde. Jeg tror endnu ikke, man kaldte det post-punk. Her i landet fik denne afart af den nyeste musik betegnelsen nyrock. Joy Divisions lp´er kunne man imidlertid ikke købe i provinsbyens to pladeforretninger (Tre hvis man regnede Fona med), og det var før MTV-æraen, så det eneste, jeg havde med Joy Division, var en kassettebåndsoptagelse fra en P3-udsendelse, hvor vistnok Anders Rou Jensen, som dengang ellers skrev på Information - hvor han nu tilsyneladende er vendt tilbage - havde spillet singlen “Love Will Tear Us Apart”.
Så Joy Division stod på listen, når jeg, så ofte jeg havde råd, tog toget til Århus eller bussen til Flensborg for at købe plader. Gang of Four og The Slits stod også på min liste, og dem fik jeg købt først, og deres debutplader elskede jeg, “Entertainment” med førstnævnte og “Cut” med sidstnævnte.
På et tidspunkt turnerede tre af det københavnsk undergrundspladeselskab Irmgardz´ bands landet rundt sammen, punkbandet City-X, reggaebandet Tredje Tilstand og artrock/ nyrockbandet Art In Disorder. Af en eller anden grund kom de også til Vejle. Det var jeg glad for. Jeg ville gerne høre Art In Disorder, og de var da også gode, og jeg fik også en god snak med en fra bandet, og han var flink. Det jeg imidlertid husker bedst fra denne aften i Skyttehuset var den musik, som blev spillet over højttalerne mellem bands´ne. Det var mørkt, rugende og besættende. Jeg var ikke i tvivl om, at dét måtte være Joy Division.
Flere ture til Århus og Flensborg, flere indkøb af obskure plader, men jeg fik stadig ikke købt Joy Divisions debutlp “Unknown Pleasures”. Der var vel tid nok. Så en forårsdag i 1980, jeg var 17 år gammel, stod den nye udgave af NME der i vinduet i kiosken i Kirkegade med Joy Division på forsiden. Bandet står med ryggen til i lange, sorte frakker tilsyneladende på vej ned af rulletrapperne i en engelsk undergrundsstation, og med store typer henover fotoet står “Don´t Walk Away In Silence - Ian Curtis 1956-1980”. Jeg blev lamslået, jeg blev oprigtigt ked af det. Det var en mærkedag. Det var skelsættende. Det var min ungdoms første unge døde.Tidligere rockgenerationer havde Jimi Hendrix, Janis Joplin og Jim Morrison, senere generationer Kurt Cobain. Ian Curtis´ selvmord blev et pejlemærke, mere en advarsel - et memento mori - end egentlig noget, man - eller ihvertfald jeg - betragtede som stærkt og eftertragtelsesværdigt. Livet er stort og svært og alvorligt - og skrøbeligt, forstod man nu.
Det var umuligt at lytte til den følgende posthumt-udgivne plade “Closer” uden at have Curtis´ død med i tankerne. Siden fik jeg endeligt købt debutten, og New Order, bandet som blev dannet på resterne af Joy Division, fulgte jeg da også i nogle år, men det var ligesom ikke det samme. Fra tid til anden, vel en gang hver femte-sjette år, lytter jeg i en kortere eller længere periode igen til Joy Division, især den første - og mest desperate - “Unknown Pleasures”, fremragende produceret af den nu afdøde producer Martin Hannett og udgivet på det stilsikre og stilskabende Manchester-label Factory (bestyret af nyligt afdøde Tony Wilson - død død død). Jeg bliver ikke længere trist, når jeg lytter, men jeg bliver stadig berørt. Det er ikke - kun - nostalgi at lytte til Joy Division. Musikken, sangene, stemmen og stemningen er større end Ian Curtis´ tidlige, brutale død, større end historien om hans selvmord, hans liv og personlige bevæggrunde for at slutte livet. Joy Division er basal, søgende eksistentiel musik. Og derfor stadig nærværende og moderne.


Anton Corbijn: "Control"

9 kommentarer:

  1. Eller var det "Transmission" jeg optog på kassettebånd der på ungdomsværelset på Søndermarken?

    SvarSlet
  2. Ja.
    Og netop genhørt i et køkken alene hjemme en kold og våd storbyjanuareftermiddag små tredive (....) år senere i anledning af den kommende aftens biografbesøg berøres denne lytter også. Trist og eftertænksom er det også svært at undgå at blive; var det nu så fedt at være ung.....

    SvarSlet
  3. Knaldgodt skrevet, Peter. Hvis, det havde været fiktion, skulle fortælleren ikke have fået fat på 'Unknown Pleasures'

    SvarSlet
  4. Fornemt, indeed. Jeg skal også se filmen, i købstadens lille biograf. I programmet står der, at filmen omhandler Anton Corbijn, frontfigur i det engelske band Joy Division. Provins er provins.

    SvarSlet
  5. Glæder mig som bare fanden til at se den film.. Ak, havde man bare været ung i slut-70'erne

    SvarSlet
  6. Jeg ved ikke, om det var særligt fedt at være ung i slut-70´erne. Jeg ved ikke, om det er særligt fedt at være ung nu eller være ung i det hele taget. Det er nok bare mig. Jeg var ærlig talt ikke så god til det.

    SvarSlet
  7. Mynheer Peeperkorn14. januar 2008 kl. 12.27

    Er nu taknemmelig for at Joy Division kunne følge mig og min medfødte melankoli på vej i slut70erne-start80erne.

    En kammerat havde netop spillet Tranmission 7" single for mig et par uger før jeg læste om Ian Curtis død i ovennævte NME. Siden har især Closer fuldt mig på livets stenede sti.

    Ang. Control. En bedre filmatisering af netop det enme kan jeg svært forestille mig. meget vellykket. Og lidt humor er der da osse i filmen;

    Rob Gretton til Ian Curtis efter dennes første store epileptiske anfald på scenen:

    "It could be worse.
    You could be the lead singer in the Fall!"

    SvarSlet
  8. Oven i købet en rigtig meta-joke: Sam Riley, der spiller Ian Curtis i Control havde rollen som netop Fall-sanger Mark E. Smith i 24 Hour Party People ...

    SvarSlet
  9. Den film har gjort noget ved mig, selvom jeg ikke har set den endnu. Det har din tekst også, Peter. Hver gang jeg har skullet bestille noget seriøst den sidste lille uges tid, har min foretrukne overspringshandling været at sætte et Joy Division-nummer på eller læse et eller andet om Joy Division på nettet eller se en video med Joy Division på youtube - (og når jeg nu var i gang med arkæologien har jeg også set nogle klip med den helt, helt anderledes og sarkastiske og vrængende The Fall (også fra Manchester), som jeg holder meget af, men som jeg heller ikke har hørt i flere år). Det er gået op for mig, hvor lidt jeg egentlig vidste om Joy Division, selvom jeg hørte dem intenst dengang (nå ja, også jeg først et stykke tid efter Ian Curtis' død). Dengang blev jeg bekræftet i min egen elendighed, når jeg hørte de sange, og blev vel forløst på den måde. Nu føler jeg mig på en sær måde - opløftet...selvom emnerne er så hårde og depression så tydelig. Der er en styrke i den musik, som ikke peger mod døden, men som er livskraftig, fordi musikken og lyrikken og sangen er så stærk i sig selv.

    SvarSlet