Kunstnerliv efter kunsten

Vi var nogen, en hel del faktisk, som ikke var skabt til fast arbejde. Og der var ikke arbejde til alle. Heller ikke dengang. Kun i korte perioder kunne vi klare et heltidsjob og faste rammer, og det blev også med tiden sværere at holde den kørende med bistandshjælp eller på dagpenge. Derfor blev vi kunstnere. Det var en identitet, som passede os fint. Man forventede intet af os, udover at vi skabte noget. Ikke noget bestemt og ikke indenfor en given tidsramme. Kunst lader sig ikke lave på kommando. Dybest set var vi en flok dagdrivere, fusentaster og flanører med enkelte fantaster i blandt. Vi vidste alle, at tiden med kunsten, tiden hvor det var muligt at lave kunst og hvor kunsten stadig havde en betydning for andre end kunstnerne selv som en ubestemmelig, mystisk funktion i menneskers liv - i samfundet - at den tid var forbi. Denne erkendelse bevarede vi for os selv. Som en fnisende hemmelighed. Kunsten var vores skalkeskjul. For at lave ingenting. For at være fri.

Hvis dette var en historie med morale, ville denne form for tilværelse selvfølgelig ikke holde i længden. Et eller anden - eller en eller anden - ville køre af sporet. Ikke alle ville kunne magte det udsigtsløse, udsatte kunstnerliv med druk, slum og herlig, tilfældig sex. Mange ville ikke kunne klare grænseløsheden. Ansigt til ansigt med friheden ville de fleste efterhånden ikke se andet end kedsomhed, afmagt og tomhed.